onsdag, oktober 19, 2005

Gaia 9 mdr (lidt sent)

Har glemt at skrive på Gaias 9 måneders dag. Så her kommer lige lidt information, omend en smule forsinket.

Gaia går jo i vuggestue nu og det er hun rigtig glad for. Hun er udenfor sammen med de andre og sidder i en gynge eller sammen med én af pædagogerne. De leger også indefor på hver deres stue eller i fællesrummet. Pædagogerne er ret imponeret over hvor meget middagsmad hun kan spise, en hel tallerken med grøntsager og kød sætter hun til livs. Derfor får hun heller ikke mad særlig mange gange om dagen. Det bliver til morgenmad kl. ca. 0700, måske lidt rugbrød kl. 0900 (sjældent, da hun oftest sover), middagsmad kl. ca. 1200, en flaske kl. ca. 1500, aftensmad kl. ca. 1800 og en flaske kl. ca. 1900. Der er ikke ret mange mellemmåltider, men det kommer når hun bliver vænnet fra flasken, når hun er 1 år. Ellers spiser hun alt hun kan komme i nærheden af.
Hun sover som sagt omkring kl. 0900 til ca. 1030 og så igen fra 1300 til ca. 1500. Men det afhænger helt af, hvornår pædagogerne vurderer hun er træt. Tidsplanen kan sagtens rykkes frem eller tilbage. Hun har haft et par dage, hvor hun har haft brug for at sove fra 1600 til 1700 også.
Hun er en rigtig glad pige, som er god til at underholde sig selv i lang tid af gangen. Hun kan dog også gøre opmærksom på sig selv ved at sætte i et vræl eller kravle hen til én og rejse sig op af buksebenet.
Hun rejser sig op af ting hele tiden og går nu rigtigt meget ved hjælp af disse ting (stole, borde, skabslåger osv.). Hun snakker også mere nu end hun gjorde før hun begyndte i vuggestuen. Lyde som DA DA (far måske), noget der minder om a´ det og mange andre sjove lyde. Hun er absolut heller ikke svær at få til at grine. Bare man puster hende på maven eller kilder hende under hagen får man en klukkende latter.
Legesager er ikke så spændende for tiden, fordi hun hellere vil kravle og gå. Dog bliver kassen med legesager flået ud af hylden og gennemrodet, for til sidst at blive efterladt til fordel for en vandflaske på bordet eller mors klipklappere der står ved døren.
Hun sover rigtigt dejligt om natten og om dagen. Hun har dog tendens til at ligge i de mærkeligste stillinger i hendes seng, så man bliver helt forbavset over at hun overhovedet kan sove sådan.
Hun er meget snottet for tiden og vi tørrer konstant næsen, så den er helt rød. Det kan hun ikke lide. Alle børnene i vuggestuen render rundt med en lang næse, så mon ikke det er dér hun har reddet sin?

Tjaa, ellers er der hvis ikke rigtigt mere at fortælle for nu. Bortset fra, at tiden bare går for HURTIG. Hvor er min lille baby på 3930 gram 52 cm blevet af? Nu vejer hun omkring de 10 kg og er nok ca. 75 cm og kan en masse ting selv.

tirsdag, oktober 11, 2005

Opdatering på start i vuggestue

Det går stadig fint med Gaia nede i vuggestuen. Hun var der fra 0830 til 1500 idag og imorgen skal hun være der til 1600.
På mandag går det rigtigt løs, fordi så skal jeg starte i praktik med en møde tid fra 0800 til 1530 (fredag 1500).

Feberen som hun havde i fredags forsvandt i løbet af natten. Det var også en hård nat, hvor hun vågnede én gang i timen og ville have sutten. Kl. 0730 var temperaturen faldet til 36,9, så vi tog glade i mødregruppe og lod Dennis sove (fordi det var ham der var oppe hos Gaia om natten).

fredag, oktober 07, 2005

Gaias første feber

Nu hvor Gaia er startet i vuggestue er risikoen for sygdom ligepludselig steget markant og idag er hendes temperatur da også 38,4:( Hun er ikke syg i ordet bogstaveligste forstand, kun en smule pylret og har røde kinder og en varm pande.
Vi mødtes igår med Iben og Sine og deres børn Ellen (6½ mdr) og Villads (5 mdr og 3 uger). Villads havde over 39 i feber, så det kan også have været dér Gaia har reddet sig sin feber.
Nu håber vi bare på at det ikke udvikler sig og sørger for at hun er varm og ikke får træk.
Imorgen skal vi i mødregruppe, så det kunne da være rart at hun ikke smittede de andre.

mandag, oktober 03, 2005

Startet i vuggestue

Så blev det tid til første dag i vuggestuen. Det gik rigtigt fint. Vi mødte op kl. 0800 og så var jeg der med hende indtil kl. 1200. Derefter tog jeg i skole til en omgang psykologi og Dennis kom efter hende kl 1400. Det var ikke noget problem for hende at være der alene i 2 timer, men hun blev dog ked af det, da der var nogle større børn der kom op at skændes. Hun var hurtigt trøstet af en pædagog (Dorthe), som også er hendes kontaktpædagog.
Imorgen skal Dennis med hende derned kl. 0800 og går så kl. 0900. Jeg kommer efter hende kl. 1230, så vi imorgen lader hende være alene i 3½ time. Vi håber så på, at hun på mandag kan være der en hel dag alene.
Fortsættelse følger om en uge......