tirsdag, august 22, 2006

Sådan går det herhjemme

Efter et par dages frustration omkring amning, er vi atter ved at være på ret kurs igen. Jeg (Susanne) har det meget svært med amningen denne gang. Jeg kan simpelthen ikke lide følelsen af Siffs mund om vorten. Så efter en laaaang samtale med sundhedsplejersken er Siff nu på flaske om natten og så ammer jeg om dagen, i den udstrækning jeg kan klare det. Det har været en MEGET svær beslutning, fordi jeg har følt mig som en dårlig mor og tudet en hel del. Søvn fik jeg heller ikke meget af, da Siff gerne ville sutte hver 1½-2. time (både dag og nat). Sundhedsplejersken mente at Siff fik for meget mad hos mig og derved fik ondt i maven. Det forvekslede vi så med sult. Siff har taget 600 gram på på 13 dage, hvor 200-400 gram er det normale. Desuden er det jo den lette løsning at lægge hende til brystet om natten, for at få ro. Det er bare som at tisse i bukserne, når hun så får ondt i maven af for meget mad.
Nu bliver hun ammet 4-5 gange om dagen og får flaske 1-2 gange om natten og det går fint. De sidste 3 nætter har jeg sovet inde hos Gaia, da hun sover skidt om natten og så har Dennis givet Siff flaske.
Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for at fortsætte amningen om dagen, men jeg kæmper med det og forsøger at overkomme den følelse jeg får, når jeg ammer.
Ellers er Siff bare en rigtig lækker pige og hun er mere og mere vågen om dagen, så man rigtigt kan nyde hende. Hun elsker at ligge i viklen og falder hurtigt i søvn, når hun er så tæt på os. Vi er også begyndt at svøbe hende i en stofble, når hun skal sove. Det gør, at hun ikke kan bevæge armene og derved blive ved med at vække sig selv. Desuden giver det hende også en følelse at omsluttethed, ligesom da hun lå inde i maven. Sutten har vi endelig haft succes med, men hun er ikke så glad for den som Gaia var/er.
Siff er rigtig glad for at være i bad og Gaia elsker når de bader sammen. I det hele taget er Gaia meget glad for hendes lillesøster og kysser og krammer hende hele tiden. Hun vil også gerne give Siff hendes sut, men kan ikke helt forstå, at den altså skal blive inde i munden på Siff og ikke trækkes ud og puttes ind hele tiden. Siff er dog utroligt tålmodig og lader ikke til at være generet af sin (ofte) meget støjende støresøster.
Gaia er blevet utroligt meget far-syg og hænger på ham konstant. Dog kan jeg også bruges, hvis Dennis ikke lige er i nærheden. Det er bare en smule hårdt at høre hende græde, når Dennis går ud af døren for at tage på arbejde og jeg ikke kan trøste hende. Det går dog over igen og så kan vi lege videre.
Der er dog en mindre krise, når Dennis ikke er hjemme om aftenen til at putte Gaia eller underholde Siff. Man skal nemlig sidde inde hos Gaia til hun falder i søvn og så længe kan man ikke holde Siff stille. Så enten græder den ene eller også græder den anden. Jeg har prøvet det én gang og det gør jeg helst ikke om igen. Selvom jeg ved at jeg har 2 aftener snart, hvor Dennis skal arbejde sent pga. hhv. forlænget åbningstid og status. Men så allierer jeg mig bare med en veninde til at se efter Siff.
Næste besøg af sundhedsplejersken er d. 31 august, hvor hun lige kommer for at tjekke op på amningen og om vi har det godt herhjemme.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home